• Svensk apotekerkæde indfører aldersgrænser på hudpleje

    Source: BDK Borsnyt / 21 Mar 2024 11:12:23   America/New_York

    Den svenske apotekerkæde Apotek Hjartat indfører aldersgrænser på hudplejeprodukter i et forsøg på at begrænse børns stigende forbrug af hudpleje. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Fremover skal man være mindst 15 år for at købe visse cremer og serummer i en af Apotek Hjartats 390 butikker eller på apotekerkædens hjemmeside. Hos brancheforeningen Danmarks Apotekerforening er man ikke bekendt med, at samme initiativ er på vej herhjemme. - Vi er ikke bekendt med, at apotekerne oplever, at børn og unge under 15 år i stort tal kommer ind for at købe disse produkter på apotekerne, oplyser Danmarks Apotekerforening i en skriftlig kommentar. Brancheorganisationen formoder også, at de uddannede medarbejdere på apotekerne fraråder børn og unge at købe produkter som rynkecreme. Tiltaget i Sverige er ifølge direktør for apotekerkæden Monika Magnusson en måde at tage ansvar for brugen af hudplejeprodukter. - I dag er der et usundt og unødvendigt forbrug af hudpleje hos unge mennesker, og vi vil gerne være den stemme, der siger "stop", siger hun ifølge AFP. Både danske og internationale medier har den seneste tid beskrevet en stigende tendens hos børn, der køber hudplejeprodukter, der kan være skadelige for deres hud. Det skyldes, at influencere promoverer produkter til huden på sociale medier som TikTok og YouTube. Flere eksperter har også advaret mod, at børn og unge bruger den slags produkter. Apotek Hjartat er ikke den eneste kæde i Sverige, der vil have en aldersgrænser på bestemte typer af hudpleje. Den statsejede apotekerkæde Apoteket agter også at indføre begrænsninger. Det oplyser kæden til det svenske medie SVT. Den svenske hudplejeproducent Mantle har også indført aldersgrænser. Nu skal man være 18 år, hvis man vil købe produkter på Mantles hjemmeside. Til SVT oplyser Mantle også, at man overvejer at stoppe med at sælge produkter gennem forhandlere, der ikke har aldersgrænser. Butikskæden Matas, der har butikker i Danmark og blandt andet sælger hudplejeprodukter, har også skærpet opmærksomheden på at rådgive børn og unge, der vil købe hudprodukter. - Når det kommer til aldersgrænser, så er det ikke noget, vi vil indføre på nuværende tidspunkt, da vi mener, at aktiv rådgivning og vejledning har god effekt. Vi vil dog følge udviklingen nøje og vurdere behovet, skriver Matas i en mail til Ritzau. I Forbrugerrådet Tænk har man ikke taget stilling til et eventuelt forbud eller aldersgrænse. Men projektchef Claus Jørgensen kalder tiltagene for "ansvarlige". - Det er fint, at virksomheder går foran og i dette tilfælde begrænser børns adgang til disse, for dem unødvendige, produkter. Det er ansvarligt, lyder det. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/svensk-apotekerkaede-indfoerer-aldersgraenser-paa-hudpleje
Share on,